De 14 Hunebed
- vi studerede i 2012 & 2013

D9 Vi finder Jættestuen på den nordlige side af Annen, i et grønt område mellem to huse langs Zuidlaarderweg. Strukturen er i en noget ufuldstændig forfatning. D9 nævnes for første gang i 1711. 1768/69. findes en tegning fra den Gronningen lærde Petrus Campers hånd. Den østlige halvdel var da allerede gået tabt.

Der var en omfattende nedrivning i året 1734.

I 1952 undersøgte Van Giffen stendyssen og sluttede med en restaurering. I denne undersøgelse, fandtes skår af mindst 101 stykker tragtbæger keramik. Der fandtes tegn på et alter som indikerer, at den er bygget tilbage til 3300 B.C.

Van Giffen visualiserede nogle steder de manglende grundsten. De giver en idé om den oprindelige størrelse af graven. Mindre succes var hans restaureringer i form af markstens vægge, som især dæksten understøttes af.

I 60'erne pløjede en landmand ved stedet. Han fandt da 2 store kampesten "Nu står jeg ved en indgang”. Antydningen af, at det var stenene 3 eller 4 - er spændende og stenene er store nok. Men mere end én mulighed vil det nok aldrig blive.

D13 beskrives ofte som den mest interessante hunebedden. Den ligger i den sydlige Eext. En sandsti fører fra hovedvejen til sten graven. Denne grav er omkring 1735 fundet af en landmand, som med prikstav støder i jorden. Den hule lyd, som han hørte foranledigede at højen blev kaldt Stemberg (stemmebjerget).

Denne grav blev i 1756 tømt og svært ødelagt af gravrøvere. Men endnu samme år genetableret og undersøgt af Johannes van de Lier. Cornelius van Noorde lavede ved den lejlighed en smuk pennetegning af det genetablerede gravmonument.

Ved gravarbejdet blev gjort talrige keramiske gravfund.- Van lier talte selv om potteskår med brændte bunde; disse gravfund er senere tabt. Van Liers bog 1760 er den første monografi over en nederlandsk hunebed.

1878 samlede Lukis og Dryden keramik fra gravmonumentet. I 1905 blev udført en ny restaurerings virksomhed ved graven.

I 1927 blev graven endnu engang undersøgt af van Giffen og i 1984 af Jan Lanting fra det arkæologiske institut i Gronningen. Van Giffen tog skridt til at få graven tilbageført til det, van ​​Lier havde forestillet sig. I 1757 blev konstateret, at indgangen, var absolut for lille til giganter.

Lanting fokuserede primært på det øverste dæk-lag af højen. Han opdelte anlægs faserne i 3 dele. Den ældste, som rakte til midten af sidestenene, den midterste som kom til underkanten af dækstenene, og den yngste fase til dækstenene. Den sidste ophøjning af hunebedden daterer han til sandsynligvis at være fra sen neolithicum (2850 – 2000).

Denne hunebed blev sidste restaureret i 1976, hvorved en genfunden sten fra byen Eext blev flyttet tilbage som dæksten. En sidste dæksten ligger muligvis endnu begravet et eller andet sted i nærheden af landsby kirken.

Højen synes nu større end den oprindelig var, hvad er forårsaget af afgravning i det terræn, hvor monumentet ligger.

Dette reservat har en retvinklet form og er bevokset med græs og træer. Navnet Eexter halteer afledt af den station, som tidligere betjente togforbindelsen Assen-Stadtkanaal. Stationsbygningen, der er bygget i 1923, fungerer nu som reception for camping pladsen. D14 blev først anmeldt i 1753 gennem Johannes van Lier. Van lier havde andel i flere efterretninger om, at omkring 1750 havde en person fundet en romersk mønt i en urne , der var begravet i en dybde af 30 cm, ved udkanten af graven.

I 1871 blev den resterende del af dækhøjen ved en restaurering fjernet. Der blev fundet talrige keramiske artikler uden for indgangen. 7 år senere samlede Lukis & Dryden keramisk materialet fra D14.

I 1927 blev denne hunebed undersøgt og genrestaureret af van Giffen. Derved bragte han ældre tragtbærer arbejde for lyset – ialt var der op mod 20.000 skærvestykker.

I 1960, 1965 og 1996 fandt nye restaureringer sted.

Denne Hunebed fra Eexter halte er afbilledet på skolepladsen ”De Drentsche Heide”, og der er lavet en akvarel i 1911 af H. Gouwe over hunebed D14. En dæksten viser på 2 sider spor fra 7-8 kløft-huller, umiskendelige spor fra nedrivning. Denne type spor ses endnu i et lille antal andre hunebed; i D2 ved Westervelde og D44 ved Westenesch.

Der findes desuden i en tegning af en sten fra den i mellemtiden nu forsvundne hunebed Saalhof, hvor man klart kan se lignende huller.

Mange Hunebed sten ses formindskede på grund af stenafslag fra ransporterne fra steder, hvor de tidligere har gjort ”tjeneste”. For eksempel i styrkelse af diger.

De træpæle, der fandtes var præget af grådighed hos pæleormen, Teredo navalis. Pæleormen er et to-skallet bløddyr der bagtil har 2 små skalpeller, som tjener til at raspe med. Dette lille dyr graver gange blot ved at skurren frem og tilbage med sit hoved. Denne skurren på træværket er ikke forblevet uden konsekvenser for Nederlands ældste monumenter.

Brügge kannikken Antonius Schonhovius Batavus nævner i 1547, at resten af de Tacitus benævnte søjler af Herecules i står i ”vico Rolde” vises og skal være kendt under navnet Duvels kusse.

Dette skal være den første beskrivelse af en af Rolder stengravene Fra et grundskattekort fra ca.1642 hedder begge hunebedderne hed ”Reuzenstien” (Gigantstien) og en kilde i 1688 kalder dem ”Steenberg”.

D17 er i 1706 gennem Abraham Kymmel og (sandsynligvis) Johannes Hofstede undersøgt. Ifølge begge undersøgere blev de af dem undersøgte fundet blandt andet en ”blå pot … bemalet med forgylde striber, som ind imellem havde blåt glimtende i en så dejlig fremtoning.

Imellem 1957 og 1965 blev der udført forskellige restaureringer. I 1964 er forsøgt at udgrave en stenkrans ved den nordlige grav, men der var ingen spor af en sådan.

----------

D18 blev restaureret i 1873, og derved sås også keramik dukke op.

Restaureringer fandt igen sted 1931 og 1936, i mellem 1957-1965 og i 1993. I 1936 kunne man ikke mere klargøre om denne hunebed havde haft en stenkrans; forsøg fra 1964 gav heller ikke noget resultat.

D18 er en af de mest afbillede hunebed, hovedsagelig takket være den maleriske eg, som (siden 1984)står sammen med gravmonumentet. Der er talrige postkort med dette motiv, sammen med kirken i baggrunden. Hunebeden var meget elsket af turisterne. Også forskellige medlemmer af den kongelige familie er blevet guidet langs denne grav, såsom Kong WilleIII (1854 & 1875) og senere hans enke Emma og en 15 årig datter Wilhelmina 1895.

D19,
Dette hunebed par ligger ved Steenhopenweg, på en med græs og træer bevokset område, vestlig for Drouwen lige overfor sydsiden af sommerhus centrum Drouwenerzand, på et areal lige før tunnellen under vej N34.

L. Smids anmeldte i 1711, at der i Drouwen lå 16 og i Borger 9 hunebedden. Utvivlsomt falder D19 & D 20 ind herunder. Lukis & Dryden undersøgte 1878 også disse gravmonumenter og tog keramik med derfra.

D19 & D20 er specielle, fordi det er de første, der er undersøgt videnskabeligt af en arkæolog. J. H. Holwerda undersøgte dem i 1912. Ved den undersøgelse viste det sig, at der mindst blev fundet 400 potter ved D19 med 14 økser, 9 perler og 6 strimler kobber. Dette kobber hører til det ældste metal fremstillet i Nederlandene.

D19 er restaureret 2 gange , først i 1962 – i rammerne af en undersøgelse ved van Giffen – og en efterfølgende i 1998. På det tidspunkt undersøgelsen begyndte i 60`erne, blev der undersøgt på stedet om, der var kantsten, men der blev ikke fundet nogen spor heraf.

Keramikken i D19 har fået sit navn fra den tidligste fase f7aa tragtbæger arbejdet, Drouwen fasen. Den er rigere udsmykket end keramikken fra yngre såkaldte Havelter fase, som begyndte omkring 3050 år fvt.

I D20 var fundene af keramiksten meget små. Vel fandt Holwerda brændte menneskelige rester. Også Van Giffen fandt knoglespor. I en grube under sidestenene fandt han ved sin undersøgelse i 1961 tre i samme potte. Ved denne undersøgelse kom ikke alene stansesporene for kransstenene til syne, men også en række sidesten.

fra D20, med D19 i bagrunden

D 20 indgang i midten og syd.

----------

Hunebed D27 er let at finde. Den ligger på en trekantet skovklædt terræn bag ved Hunebed centrum i nord-øst delen af Borger. Hunebedcentrum ligger på Bronnegerstraat 32.

Denne hunebed i borger blev i 1685 undersøgt af Gronning digteren Titia Brongersma, som lavede en beretning derover i 1686 og publicerede den sammen med en hymne derom.

Den keramik, hun fandt, er siden forsvundet. Man har længe troet, at det var den første meddelelse, hvori navnet hunebed blev brugt om en Noord-Nederlandsk megalith grav. Senere vendte æren dog til markeringerne fra det kort Diever-Leggeler og Hoogersmilder lavede nogle decenier tidligere, hvor dette gravmonument af Diever blev benævnt hunnebed. Men desudagtet forbliver Titia´s beskedne beskrivelse om stengraven, den første dokumenterede undersøgelse en Nederlandsk hunebed.

I bronze tiden blev denne hunebed endnu besøgt for at sætte kremerede rester ind i den. Den ældste afbildning af denne hunebed D27 stamme fra Caspar Reuvens hånd, professor i arkæologi i Leiden, og en tegning af Jan van Ravenswasay.

De stammer begge fra den første halvdel af det 19 århundrede. Tegningen af Van Ravenswaay viser megalitgraven fra vest.

I begyndelsen af 70èrne i det 19`ne århundrede blev de første foto af denne hunebed lavet.

Interessant er det, at der ved denne store gamle hunebed engang er designet en park, sandsynligvis i 1903. Fra den håndskrevne liste over plantede buske og træer kan ses nedenfor, at især blev plantet kirsebær, bøg, ahorn, poppel, busk arten og rododendron. Påfaldende er de 5 mahogni buske direkte rundt om denne hunebed. Det er fra et postkort fra begyndelsen af det århundrede hvori af planen er genkendelig. Fotoet er lavet som set fra syd. Skitsen har som titel ”Plan for et anlæg ved den store hunebed i Borger” (Van der Sanden 2011).

----------

D43
Hollands eneste langdysse. Der er en lille parkeringsplads langs Odoornerweg, fra hvilken man, via en sti langs en folkehave kompleks, kan komme til denne grav.

D43 står afbilledet i Hottinger-kort (Kort fra 1788-1792), men blev i hele det 17 århundrede i grundskattekortet angivet med det usædvanlige navn ”Bruyn stien”. (Engelsman 2011); Hvad navnet betyder er uklart.

Dette gravmonument er ukyndigt renoveret i 1869. I 1913 og i 1960 blev stedet arkæologisk undersøgt respektivt af Holwerda og Van Giffen. Ved denne undersøgelse af Van Giffen blev 3 gruber fundet, som var dækket af sten. De tilskrives at have haft en rituel betydning. Yderligere er fastslået, at den indtryks vækkende stenkrans, sandsynligvis er anlagt i 2 faser. Restaureringsarbejdet er udført i 1960 og 1997. De opmurede sten i midten er lavet i 1960.

Sydlig for D43 har ligget endnu en hunebed (D43a), men den er nedrevet omkring 1870, længe efter nedrivningsforbud var udstedt af de provinsielle myndigheder. Efterfølgende undersøgelser af stedet viste, at der var tæt ved 90 potter fra tragtbærer kulturen ( tidsrummet 3400 B.C – 2950 B.C.).

I Nord-Holland er denne type grav den dominerende type.

D43 er en undtagelse i rækken, men egentlig også kun delvist: det drejer sig om to jættestuer, der har samme sten-omkransning. I Niedersaksen findes enkle lignende monumenter, hvoraf Kleinenkneten 1 er sammen med Kleinenkneten 2 og en mere, så der er 3 indenfor stenkrans.

De falder alle indenfor Westgruppen af tragtbærer kulturen. I andre grupper findes andre typer af varianter.

----------

D44 denne ene privatejede hunebed ligger på en bondegård i området WESTENES, vestlig for stadscentrum af Emmen. Hunebeden ligger ved skydebanevejen og er direkte synlig fra vejen. D44 blev første gang anmeldt i 1848 af Leonardt Janssen fra Rijksmuseum i Leiden.

I 1961 udførte Van Giffen et undersøgelses bilag. Dette monument er næsten uigenkendelig forvrænget, fordi det var som havde det været i en svinesti. I en af stenene er en serie på 5 borehuller. Deres oprindelse i stenen er på trods af megen debat ikke stillet af. Hunebeden ligger langs indkørslen til bondegården, og der er ikke nogle kantsten omkring selve hunebeden, men en lang række sten er lagt langs indkørslen, kan give den association at de engang har tjent som kantsten. Se billederne.

D44 er, som nævnt, endnu i privat eje; alle andre hunebed er siden 1870 kommet i eje af regeringen. Deraf er 22 i provinsen Drenthe og 31 af staten. Disse 53 hunebed blev styret af henholdsvis fundatsen for Drentse landskab og Statsskovdistriktet.

----------

D45 ligger i Emmerdennen nordøstlig fra bycentrum. Man kommer dertil via Boermarkeweg og går så derind via en sti derind. Denne hunebed ligger på en sand forhøjning med fyrbevokset skov.

D45 blev først nævnt i Hottinger-kortet (1788 – 1792). Monumentet blev ukyndigt opgravet i 1870, og blev meget beskadiget ved nedrivnings aktivitet i 1885.

I 1957 foretog van Giffen en arkæologisk undersøgelse, efterfulgt af en restaurering. Ved Van Giffens undersøgelse blev det konstateret, at hele under-etagen var ødelagt. En af dækstenene var fragmenteret, hvorom vidnede rækken af halve huller.

Om en af en af dækstenene - den største - er historien, at Ludvig Napoleon i 1809 på hesteryg ville give en prøve på kongelig mandighed, og red op på en sten på hest. I de efterfølgende år har dette monument haft det lidt svært med vandalisme. I 2005 er en større del af stenene oversmurt med maling, og i 2011 har en brand sprængt den store sten, som var den Ludvig Napoleon red op på, i 2 dele. Genopretning af dekstenen var indgribende, fordi 4 lange metalstænger nu forbinder de 2 dele.

Vandalisme er i øvrigt et fænomen til alle tider.

Hunebed D49 som ligger i Boswachterij Sleenerzand når man via Sleenerweg (N 376) og indgangen ved rideskolen Rijmaaran. PÅ vandrestien hen til monumentet ser man en bronze plade med portræt af Prof. Dr. A.E. van Giffen, som i mange ti årstals intenst arbejdede for bevaring og forvaltning af hunebederne.

D49 blev for første gang nævnt gennem sognepræst Westendorp i 1815. Han kaldte den en gravhøj, hvad viser at højen nok for størstedelen har været der. I 1861 forandredes situationen dramatisk. En avis bragte melding om ødelæggelse af monumentet og af samlingen af keramiktøj.

Dette voldsramte monument er i 1938 & 1958 undersøgt af Van Giffen og afsluttet i 1958-59 under hans ledelse ikke restaureret, men rekonstrueret.

Mange af stenene er fra andre steder – blandt andet fra hunebed D33 ved Valthe – en 2/3 er dækket af en høj. Den er derfor ikke mere en autentisk hunebed, men et kompositions monument.

Denne situation er begyndt i 80èrne. I 1996 fandt der en restaurering sted. Navnet Paveløse kirke blev først nævnt i begyndelsen af det 19 århundrede, men det findes tilbage til det sene 16 hundrede tal.

Det er placeret på heden, og megalitgraven tjente derefter, som kirke for reformerte troende. De praktiserende gejstlige var ikke katoliker fra paven. Man stod ovenfor monumentet og kunne advare alle om fjernt kommende fare, hvorefter de troende hurtigt kunne få benene på nakken.

----------

D50 & D51
Fra Noord-Sleen slår man fra Zweeloërstraat ind på de Hunebedweg, og køre i nordlig retning. Den første hunebed er D51 beliggende i en lille lund på den vestre side, og overfor lidt længere oppe på højre side ligger D50.

D50 & D51 nævnt i Hottinger kortet fra 1788-92. Undergrunden for D50 er aldrig videnskabeligt undersøgt. Restaureringer blev udført i 1962 og 1998.

----------

D51 blev undersøgt og restaureret i 1962.

Van Giffen fastslog derved at undergrunden fra gravmonumentet var meget raseret.

Et af de mange spørgsmål, som er hos arkæologerne er betydningen af orienteringen af gravmonumenterne – og dermed også betydningen af indgangenes retning. Flertallet af monumenterne er øst-vest retning, men der er også megaliter, hvis retning er nord-syd.

De nordligste midsommer sol-opstigen (azimut 1210) og de mest sydlige opgange (azimut 580) viser i denne forbindelse relevans. Vi ville gerne vide, hvordan de opfattede menneskenes opståen- og tragtbærer menneskene i særdeleshed – og kunne læse og vide mere om deres opfattelse om liv og død. Men da de var skriftløse samfund, får vi det nok aldrig at vide.

----------

Van Giffen skrev om sin undersøgelse af D53 at 2 lærere, en fra Havelte og en fra Veendijk i 1830 havde undersøgt denne hunebed systematisk under dækstenen, for at finde mønter. En af dem har selv mejslet i bunden af ​​en dæksten: ” Ahrend Pol skolemester Veendijk 1830”.

----------

GPS-koordinater:

Mange bruger i dag gps, men de skal have koordinaterne i decimaltal. Derfor 2 forskellige tabeller om de steder vi så. D14 er ikke med, men den ligger ca. et par hundreder m syd af den vej D13 ligger på. Lige overfor er en tidligere stationsbygning, nu et camping sted.

----------

Fejl i rekonstruktionerne, blev allerede nævnt af J.A.Bakker, og nogle vil blive vist her.

D14

D18

D19

D20 (med D19 i baggrunden)

Undersiden på D50 som ikke passer med snudestenen.

--- og der er mange flere.